Forside    Kunst     Rejsebreve    Fritid
Rejsebreve
Thyborøn og omegn
malta malta malta malta malta malta malta malta malta malta malta malta malta malta

En torsdag sidst i maj 2016 kørte vi fra Vendsyssel mod Thyborøn. Turen gik gennem Vejlerne vest for Fjerritslev og ud mod Agger Tange , som er en del af Nationalpark Thy.
Fra Agger Tange var vi med den lille færge. Den sejler fra Thyborøn hver time.
Vel ankommet på den søndre side kørte vi hen til campingpladsen, der flotter sig med det pompøse navn Thyborøn Camping Hotel & Hytteby. Men, som ellers er en udmærket plads.
Vi var heldige med vejret. Mens vi var der blæste vinden fra nord og nordøst. Og ikke så kraftigt.
Næste dag var vi rundt i byen for at se os lidt om. Vi havde ikke gået langt før end vi kom til en butik med skiltet ''Hilda'' på facaden. Det var mest en dametøjsbutik, men vi gik ind og fik en hyggelig sludder med indehaveren, som vidste alt om området og gav os et lokalt oversigtskort og en masse informationer. Hun talte meget engageret og på udpræget vestjysk. Det var ganske hyggeligt.
Vi kom forbi ''Kystcenteret'', men var ikke inde. Det er et sted som mest er målrettet børnefamilier. Det så også ret øde ud.
Jyllandsakvariet er en anden lokal seværdighed, som vi besøgte. Det er ikke specielt stort, og kan ikke sammenlignes med Nordsøen Oceanariet i Hirtshals. Men ok, børn kan komme ind og røre ved levende fisk. Her som andre steder i Thyborøn er alle skilte på både dansk og tysk.
Bag Jyllandsakvariet holdt traktorbussen “Spætten”, som er den lokale seightseeing bus.
Den engelske syge har også bredt sig til vestkysten. Vi kom forbi et sted som kalder sig ''Sea War Museeum'' - Suk, hvorfor ikke et dansk navn?
Senere besøgte vi egnens største seværdighed ''Sneglehuset'', hvor åbningstiden er begrænset. Men her oplever man da noget, som man ikke ser andre steder. Det er et helt unikt hus, dekoreret med tusindvis af skaller, muslinger og konkylier, skabt af en enkelt mand gennem et langt liv. Den forhenværende fisker, Alfred Chr. Pedersen.
Også Thyborøn kirke er et besøg værd. Den er en ''vejkirke''. Det vil sige åben alle dage kl. 08.00 - 16.00. Rent lavpraktisk kan man gå på toilet her i åbningstiden. I våbenhuset hænger maleriet ''Ledelyset'' af maleren Peter Mock og inde i kirken altertavlen ''Den signede Dag'', malet af Niels Østergård. Nok et besøg værd.
Når man går rundt i byen er det ikke ligusterhække og bøgetræer der møder en. Det barskere vestjyske klima er markant. Der er hybenroser og marehalm de fleste steder. Og, haverne ligger i læ på østsiden af husene.
Thyborøn er en aktiv fiskeriby. På havnen så vi større og mindre fiskeskibe og kuttere. Der er også reparationsværft og fiskeriskolen ''euc nordvest'' i byen.
Det bedste spisested er Pølseboden på havnen, som i virkeligheden er en mindre restaurant. Der fik vi nogle rigtigt gode stjerneskud med en god riesling-hvidvin til.
Om aftenen gik vi en tur ned til stranden. Langs hele vestkysten er der mange bunkere fra anden verdenskrig, og Thyborøn er ingen undtagelse.
Sidst skal omtales den nye mindepark for verdens største søslag, som fandt sted for 100 år siden under første verdenskrig.
''THYBORØN: Verdens største søslag får i dag sin egen mindepark i Thyborøn.
Det blodige slag med over 8600 døde var en milepæl i kampene til søs mellem Tyskland og England under Første Verdenskrig. Det fandt sted i Nordsøen bare 145 kilometer vest for Thyborøn 31. maj til 1. juni i 1916.

....I klitterne mod havet er der anbragt 25 store granitblokke med hvert sænket skibs navn og en ekstra sten for de døde fra skibe, der ikke sank.'' - kilde Nordjyske.dk 31. maj 2016
Ved blokken for hvert skib er det meningen, at der skal stå en figur for hver af de omkomne.

Der er meget at opleve i Thyborøn, men vi var også en tur i Lemvig og besøgte Damernes Magasin og Museet for Religiøs Kunst. FB
Endelig var vi også ude ved Bovbjerg fyr, der også er café og kunstudstilling.